Jesper Rømer, presseofficer
Hærens Operative Kommando

AFGHANISTAN: På ørkentur kører PMV 1 Tango flankesikring for ørkenholdet. Det er et job med fordele.

Konstablerne Arne og Henrik har mulighed for selv at bedømme, hvordan opgaven skal løses, men bedst af alt, så slipper de for at snegle sig af sted i kolonnen og æde rå mængder af støv fra andre køretøjer.

Overkonstabel af første grad Arne (28 år) og overkonstabel Henrik (22 år) kommer begge fra Holstebro. Selv om Afghanistan byder på noget andet terræn end Jylland, vil de hellere køre pansret mandskabsvogn end noget andet køretøj. De to soldaters forhold til vognen er lige som et solidt ægteskab: Partneren, i dette tilfælde PMV'en, har visse irriterende karaktertræk, som man dog bærer over med.

1 Tango PMV'en kører lystigt op og ned af wadi'er med klirrende bælter, og kører Henrik lokker erfarent 1 Tango til at klare opgaven, når det ser ud til, at PMV'en vil skride eller ikke kan klare en wadi's stigning.

Den ældre PMV med den ellers så pålidelige tyske motor er dog begyndt at vise tegn på sin fremskredne alder, og 1 Tango har tilbragt en rum tid af missionen på vores værksted i Danelagen Lines. Det er til stor irritation for de to konstabler, der så har måttet tilbringe tiden i lejren, når de nu hellere vil med ud i ørkenen. Man kan jo ikke køre PMV hele dagen inde i lejren, selv ikke hvis man havde et pålideligt bæltekøretøj.

Overkonstabel af første grad Arne på plads i PMV'en.

Arne og Henrik venter spændt på, at det næste mekaniske problem dukker op. Lige nu driller gearene Henrik. Bedst som farten er bygget op, og PMV-besætningen løser opgaven, hopper vognen ud af gear. PMV'en stopper og det udløser undertiden en strøm af udtryk, som i hvert fald ikke står beskrevet i kapitlet om god tone i Emma Gad. For det meste tager Arne og Henrik dog de mekaniske problemer med stoisk ro. De ved, at det er dem, der er hårdt ramt, for PMV'er passer perfekt til det det afghanske terræn, og det er deres PMV, der har primadonnanykker. De andre PMV'er i kolonnen tygger lystigt kilometer efter kilometer i sig.

Den sidste patrulje i ørkenen bliver ivrigt kommenteret. Henrik er glad for tjansen som kører, men tilfredshedsbarometeret afgøres af, hvordan fordelingen er mellem tid på farten og hvor meget tid, der er tilbragt i beredskabsområdet.

- Det var godt, at der var gang i den, men det er trættende, at vognen springer ud af gear hele tiden. Den sidste tur her var lang. De sidste dage lidt kedelige, for vi skulle hele tiden forskyde, nogle gange flere gange om dagen, fortæller Henrik.

At køre PMV er en hård opgave, men Arne og Henrik accepterer wadi'er, støv, hede som en del af arbejdet, selv om det kan være godt med en pause.

- Det er godt med en periode i beredskabsområdet. Så kan vi ligge stille et par dage, og vi kan få styr på vores ting, siger Henrik.

Godt samarbejdet

Når man kører med 1 Tango, er det tydeligt, at Arne og Henrik er vant til at arbejde sammen: PMV'en køres i stilling og der er vagt ved det tunge maskingevær. Hvis ingen af de to konstabler har vagten, viser et afprøvet arbejdsmønster sig. Før de personlige hensyn tager man sig selvfølgelig af materiellet; det nytter ikke noget, man har en fuld mave, hvis alt flyder på PMV'en.

Arne og Henrik sænker rampen og muger ud i PMV'ens indre. Der fejes mængder af fint afghansk støv ud, 1 Tango har nemlig haft gæster med, og det betyder åben lastluge, og åben luge er ensbetydende med, at der suges flere kubikmeter afghansk flora og fauna ned i PMV'ens lastrum.

Der hældes diesel på køretøjet og en presenning foldes ud fra køretøjets side som værn mod solen. Der bliver sat telte op, og de tjener ikke så meget som beskyttelse mod regn, men holder skorpioner og andet kryb ude af soveposerne.

En presenning giver skygge Arne og Henrik skygge for solen.

Til sidst i dagens sidste lys, er der tid til at åbne en feltration og ivrigt debattere et vigtigt emne; er det en af yndlingsrationer, og er der noget af rationen, der kan byttes væk.

- Den sidste tur her var lang, og det er til tider trættende, men man bliver vågen, når det regner med raketter, og så bliver man mindet om, at det ikke er en campingtur. To gange på sidste tur landede der raketter 60-80 meter fra PMV'en. Det beviser bare, at 1 Tango er en raketmagnet, siger overkonstabel af første grad Arne med et skævt smil.

Ironiske kommentarer til trods og brok over irriterende udfald af gear, så er der udbredt tilfredshed med at køre PMV.

- Det er godt, at vi har PMV'en. Den har bedre pansring end for eksempel GD'en (Gelände Wagen). Vores PMV står også bedre på jorden end andre køretøjer, mener Arne.

- Der er også god plads i en PMV, man mangler aldrig noget, for vi kan have alt med, supplerer Henrik.

På den sidste køretur i ørkenen kørte kolonnen cirka 500 kilometer, og det kan være opslidende. På 1 Tango er der enighed om, at første halvdel af patruljen var spændende, men sidste halvdel var kedelig og med for mange vagter efter konstablernes mening. Vejret på patruljen var fint, for det har ikke været varmt… kun 38-40 grader! Så var der også et par dage med overskyet himmel, og det er guf for soldaterne.

På dette tidspunkt i missionen tager de fleste soldater varmen som en selvfølge. Temperaturen er heller ikke noget, der optager Arne og Henrik i stor grad. På trods af brændende sol udbryder der spontant et baseball spil i middagsheden; Arne kaster en sten og Henrik sender den med et klask af et økseskaft minus øksehoved et godt stykke ud i den afghanske ørken.

Henrik sender en sten ud over den afghanske ørken.

På PMV 1 Tango er der en fin tone mellem kører og vognkommandør, og det er tydeligt, at man er vant til at arbejde sammen. Vognkommandøren sidder højest i tårnet og ser bedst ud over de afghanske vidder og kommer med forslag til ruten.

Når det er tid til at sige farvel til forsvaret, kalder en tømreruddannelse og en uddannelse til friluftsinstruktør på henholdsvis Henrik og Arne. Indtil da er det livet i ørkenen og i Danelagen Lines, det drejer sig om. Med 40-45 graders varme er væske ligeledes et stort samtaleemne i vores hverdag her i Afghanistan.

- Det er fantastisk, at vi nu kan købe Faxe Kondi-sodavand, er konstablerne enige om.

Det største savn på patruljen er koldt vand, for det er ikke sjovt at drikke lunkent vand i ugevis.

Ved hjemkomst til Danelagen Lines drak ørkenholdet kollektivt et par paller vand, der stod parat.

Arne og Henrik ser gerne, at logistik-delingen får ros. Der stod nemlig et velkomsthold parat med iskoldt vand til de støvede soldater fra ørkenholdet.

I Danmark er koldt vand når som helst en selvfølge, men det får en helt anden værdi i Afghanistan. Det er virkelig de små ting, man værdsætter, når man er i ørkenen og væk fra alle bekvemmeligheder.